Sønderborg kan godt!
En plan for mere velfærd for de samme penge

Liberal Alliance Sønderborg

Liberal Alliance Sønderborg præsenterer Thomas Bjørn-Lüthi som ny kandidat til KV25

Ved et supplerende opstillingsmøde 10. juni er Thomas Bjørn-Lüthi blevet valgt som kandidat til det kommende kommunalvalg. Thomas er virksomhedsejer og bosiddende i Høruphav. Han er meget aktiv i lokalområdet, hvor han bl.a. har været medlem af bestyrelsen for Sydjysk Sparekasse Skansen og frivillig træner, hvilket i 2015 gav ham titlen som Årets Ildsjæl i Sønderborg Kommune.

”Vi er meget glade for, at Thomas har ønsket at stille op for Liberal Alliance, idet hans visioner for vores kommune flugter 100% med den tilgang, vi har i Liberal Alliance. Såvel bestyrelsen som de øvrige kandidater ser meget frem til samarbejdet med Thomas” udtaler lokalformand Dorthe Wildt Nielsen.

Thomas udtaler: ”Jeg har gennem de seneste 2 valgperioder fulgt mere og mere med i lokalpolitik. Jeg har opbygget en nysgerrighed og undren over, hvordan det hele fungerer. Jeg mener, at en ny tilgang til politik kan gøre en positiv forskel samt give plads til flere gode tiltag end dem vi allerede har i kommunen med mennesker i centrum.”

Thomas fortsætter: ”Jeg og de øvrige kandidater vil bl.a. arbejde for, at vi får mere velfærd for de samme penge. Vi skal have flere penge til skolerne, lave de bedste rammer for de mange frivillige, skabe udvikling i alle dele af kommunen og herigennem bl.a. sikre, at Sønderborg kommune bliver mere attraktiv for børnefamilier. Midlerne til dette vil vi skaffe ved bl.a. at udfordre drift- og ledelses-mindsettet i Sønderborg kommune. Med et kig ind i maskinrummet er vi i Liberal Alliance sikre på, at man kan frigøre midler fra driftsbudgettet og samtidig skabe større arbejdsglæde.”

Spidskandidat Kim Bækdal Agerley udtaler: ”Thomas supplerer os øvrige kandidater på fortrinlig vis, idet han har viden, indsigt og erfaringer, som kompletterer resten af kandidatholdet. Vi er godt i gang allerede og ser frem til valgkampen, hvor vi får mulighed for at fortælle kommunens borgere meget mere om vores gode politik.”

For yderligere kommentarer kontakt:

Spidskandidat Kim Bækdal Agerley (23 28 54 40)

Kandidat Thomas Bjørn-Lüthi (61 30 39 41)

Lokalformand Dorthe Wildt Nielsen (42 25 29 22)

Del: