Det er august, hverdagen er ved at starte op igen efter sommeren. Det jeg særligt glæder mig til er at starte den nye sæson i volleyball som frivillig træner. Det med at være frivillig har været en stor del af mit liv, hvor jeg fra en alder af 16 år har været træner og aktiv bestyrelsesmedlem i flere foreninger. I min optik spiller frivillighed og frivilligt foreningsarbejde en central rolle i velfærdssamfundet, et levende civilsamfund og et velfungerende demokrati. Det er her, man kommer mennesker ved og gennem fællesskaber gør en forskel. Ifølge Social- og Boligministeriets undersøgelse viser det at 40% af den danske befolkning er frivillige. Heraf er 27% knyttet til frivillige i foreninger og organisationer. Dette er stigende over de sidste 5 år.
Sønderborg Kommune som “sidekick”
I Liberal Alliance Sønderborg vil vi gøre mere for at understøtte vores frivillige, de mange tiltag de igangsætter samt hjælpe dem med at give andre en hjælpende hånd. Derfor ønsker vi at lave et go to team, som både har viden, fysiske redskaber, ressourcer og muligheder for at støtte en frivillig indsats og foreninger endnu mere end i dag. Dette kan man både ved at prioritere §18 midler og allokere flere midler til formålet.
Teamet kunne have en materialebank, hvorfra man kan låne eksempelvis en trailer med værktøj, som kan lånes til de årlige forældredage i børnehaven og skolen, terrorsikring til det store udendørs arrangement eller kabelbakker til at øge sikkerheden.
Man er frivillig, fordi man er god til eller har en passion for ens sport. Men der efterspørges læring og viden om hvordan man organiserer, strukturerer og leder andre frivillige. Teamets opgave kan være at sikre og facilitere fælles uddannelsestilbud til alle foreninger i kommunen. Dette kan også være med til at motivere de mange udenlandske studerende til aktivt at deltage og blive i Sønderborg.
Jeg kender det godt. Man ønsker nyt udstyr til klubben, man vil gerne udvide den lokale naturlegeplads eller man søger penge til et større arrangement. Fondsansøgninger tager tid, kræver viden og samtidigt et stort overblik over, hvem man skal søge. I dag kan man blive guidet, men de frivillige har brug for mere hjælp end det. Derfor skal teamet også kunne assistere og hjælpe de frivillige til succes.
De frivillige er ideudviklere, igangsættere og musklerne i vores samfund. Det er deres arbejde skaber endnu mere glæde, motivation og drive lokalt. Og fra de mange tiltag opstår der synergier, der kan føre til nye tiltag, erhvervsudvikling og vækst.
Hvad synes du, man som frivillig hjælper, arrangør, træner, leder kunne bruge hjælp til?
Danskernes frivillighed
https://frivillighed.dk/guides/fakta-og-tal-om-danskernes-frivillige-engagement
https://www.vive.dk/media/pure/yze6250x/26977731
Få flere frivillige:
https://www.dif.dk/raadgivning-og-stoette/frivillighed
https://www.bevaegdigforlivet.dk/foreningsudvikling/flere-frivillige
Service loven §18