Sønderborg kan godt!
En plan for mere velfærd for de samme penge

Liberal Alliance Sønderborg

Fortove skal prioriteres nu – ikke senere

Af Byrådskandidat Claus Damm Johansen, Liberal Alliance

I mit erhverv kommer jeg rundt i store dele af Sønderborg Kommune. Her ser jeg flere byer såsom Guderup og Broager der ser ud til at falde hen. Veje og fortorve er ikke vedligeholdt og er flere steder blevet til fare for børn der er på vej til skolen samt ældre og handicappet, der går tur med stok eller rollator.

I Liberal Alliance Sønderborg kan vi forstå at byrådet og Kirsten Bachmann, Formand for Teknik-, By- og Boligudvalget er klar over udfordringerne. Og nu er det tid til at gå fra ord til handling.

Giv et Praj er ikke godt nok!

Kirsten Bachmann har i et læserbrev fra d. 30. august 2025 udtalt ” Derfor arbejder vi allerede i dag tæt sammen med Tilgængelighedsgruppen med repræsentanter fra hhv. Ældrerådet og Handicaprådet, når vi lægger nye veje og lyskryds…” Med al respekt for tilgængelighedsgruppen, så må de ikke komme med nok input, for jeg ser stadig store udfordringer i Broager by. Ligeledes opfordres borgerne til at sender fejl og mangler til appen “Giv et Praj”. I min optik betyder det at mange af Broagers veje og fortove skal indrapporteres til appen. Det vil tage borgerne lang tid. Og til hvilken nytte?

Jeg mener det vil klæde byrådet i den kommende budgetforhandling at prioritere en større del af de præsenteret 100 millioner kroner til at sikre fortove og veje i landsbyerne. Herunder kan jeg kun udtale mig om dårlige forhold i Guderup og særligt i Broager. Men er sikker på at flere andre landsbyer også har udfordringer.

Fortove og veje, en vigtig del af byens udstråling

Det er vigtigt at vores landsbyer også udstråler udvikling og ikke stilstand. I en by som Broager er der et stærkt foreningsliv, en skole, indkøbsmuligheder og gode lokale erhvervsdrivende. Men byens infrastruktur ligner noget fra en gyserfilm, og er i min optik til fare for borgernes daglige gang. Dette skulle i sig selv være et godt argument for at igangsætte en renovering. Men i min optik står det så skidt til at de dårlige fortove og veje også er en hindring for tilflytning.

Så kære byråd og Kirsten Bachmann, det er tid til at sætte handling bag ordene.

Del: