Sønderborg kan godt!
En plan for mere velfærd for de samme penge

Liberal Alliance Sønderborg

Effektivisering er ikke en spareøvelse – det er en redningsplan

Af Kim Bækdal Agerley, spidskandidat for Liberal Alliance

Sønderborg – ligesom resten af landet – står midt i en voksende velfærdskrise. Vi bliver flere ældre og får færre hænder til at løfte de tunge opgaver. Ifølge FOA vil Danmark mangle op mod 25.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2034. Samtidig vil vi mangle mere end 13.000 uddannede lærere. Det får direkte konsekvenser for vores kommune.

Vi kan ikke løse problemet ved bare at tilføre flere penge eller forsøge at ansætte flere medarbejdere, som ikke findes. Hvis vi vil bevare vores velfærd i Sønderborg – og samtidig sikre kvalitet – skal vi turde effektivisere.

Effektivisering har længe været et fyord i den offentlige debat. Det er en fejl. For i virkeligheden er effektivisering det mest ansvarlige og nødvendige værktøj, vi har, hvis vi vil sikre, at borgerne i Sønderborg også fremover kan få den hjælp og støtte, de har behov for.

Det handler ikke om at løbe hurtigere, men om at arbejde smartere. At vi fjerner de unødvendige mellemled, nedbryder bureaukratiet og gør op med tidskrævende systemer, som ikke skaber værdi for borgerne.

Vi skal frigøre tid – ikke bare finde flere hænder

Vi bliver nødt til at spørge os selv – og få det undersøgt: Kan det være, at medarbejderne i Sønderborgs ældrepleje og skoler bruger unødvendigt meget tid på registrering, kontrol og dokumentation? Og kan det måske betyde, at der bliver mindre tid til borgerne – og at motivationen dermed også påvirkes?

Ved at investere målrettet i digitalisering, procesoptimering og bedre planlægning, kan vi frigøre arbejdstimer – uden at ansætte ekstra medarbejdere.

Ifølge en PwC-undersøgelse mener 75 % af offentlige ledere, at digitalisering vil føre til mere effektive arbejdsgange. Det er et potentiale, vi ikke har råd til at ignorere.

Velfærd kræver ledelse – ikke detailstyring

Effektivisering handler også om bedre ledelse. Sker det i Sønderborg, at dygtige medarbejdere bliver spændt fast i systemer, der kvæler initiativ og faglighed?

 Vi skal skabe en ledelseskultur, hvor frihed og ansvar følges ad – og hvor ledere har mandat til at fjerne meningsløse opgaver og barrierer for deres ansatte.

Det skaber både bedre arbejdsmiljø og bedre service – og Sønderborg kan være en foregangskommune!

Vi skal turde sige det højt: Vi kan ikke drive velfærd på 2025’s præmisser med fortidens arbejdes struktur. Sønderborg har chancen for at gå forrest – men det kræver politisk vilje og ledelsesmæssigt mod til at prioritere effektivisering og innovation.

Lad os bruge de næste år på at:

  • Digitalisere med ambition
  • Rydde ud i gamle arbejdsgange og overflødige krav
  • Skabe overblik og definere forbedringspotentiale

Fremtidens velfærd afhænger af, hvad vi gør i dag.

Effektivisering er ikke en ideologisk kæphest. Det er et nødvendigt redskab, hvis vi vil bevare og forbedre vores velfærd.

Hvis vi ikke handler nu, vil vi i 2030 stå og kigge tilbage og undre os over, hvorfor vi ikke gjorde noget, da vi havde chancen.

Nej, det bliver ikke en let opgave – men nødvendig opgave!

Del: