Af Kim Bækdal Agerley, spidskandidat for Liberal Alliance
Torsdag aften deltog jeg i panelet til et vælgermøde i Gråsten, arrangeret af Gråsten Forum. Temaet for debatten var den kommende masterplan for Gråsten, og det var glædeligt at høre de mange gode politiske input og den generelle vilje til at investere tid, kræfter og penge i udviklingen af især bymidten.
En stor del af spørgsmålene fra salen handlede dog om noget helt andet – nemlig den manglende fremdrift i flere lokale projekter. Mange udtrykte frustration over eksempelvis den ødelagte Gendarmsti og den langsomme udvikling af bymidten. Det er frustrationer, jeg tror, mange borgere i Gråsten deler – og som vi i Gråsten Forum også mærker tydeligt.
Nu kunne det være fristende for et parti, der ikke sidder i byrådet, at pege fingre ad de nuværende byrødder og påstå, at de ikke sikrer fremdrift. Men det var faktisk ikke det indtryk, jeg gik hjem med. Tværtimod forklarede flere, hvor tungt og bureaukratisk systemet efterhånden er blevet. Et byrådsmedlem nævnte endda, at hvis et projekt gennemføres på under to år, så er det hurtigt – og jeg tror desværre, han har ret. Processerne er blevet så snørklede, at det dræner motivationen og bremser udviklingen. Det skal vi have ændret, så forretningsgangen bliver nemmere og hurtigere!
Men indtil vi får slanket de kommunale forretningsgange, mener jeg, at byrødderne bør blive langt bedre til at holde borgerne orienteret om, hvad der sker. Et månedligt åbent møde, hvor borgere kan få en status på igangværende projekter og stille spørgsmål direkte? Det ville skabe mere dialog og tillid. Det kunne være en model!
Et godt eksempel på manglende kontakt så vi, da debatten kom ind på udfordringerne med at rekruttere frivillige i foreningslivet. Her blev der foreslået en kommunal koordinator, der kunne hjælpe med at samle og støtte de frivillige kræfter. Til det svarede et byrådsmedlem, at sådan en allerede findes – en “frivillig koordinator”.
Som en, der er dybt involveret i frivilligt arbejde på tværs af Gråsten og Gråsten Forum, må jeg dog indrømme, at jeg aldrig har hørt om funktionen. Det siger måske alt om, hvor stor afstanden er mellem byrådssalen og virkeligheden i foreningslivet kan føles.
Jeg nævner det ikke for at hænge nogen byrødder ud – men som et opråb om, at vi mangler en stærkere og mere synlig kontakt mellem byråd, borgere og foreningsliv. Det vil både mindske frustrationerne og styrke sammenholdet.
