Valgkampen lakker mod enden – og for pokker, hvor har det været fedt! Vi i Liberal Alliance vil sige en kæmpe tak til alle jer, vi har mødt på gaden, jer der har skrevet, ringet, diskuteret og udfordret os. I har gjort os klogere og I har præget vores politik. Tak også til de andre partier for en valgkamp, der trods alt har været nogenlunde sober – det skylder vi vælgerne.
Men lad os være ærlige: Vi er stadig overraskede over, hvor stor den politiske modstand er mod at få kigget grundigt efter i kommunens regnskaber. At kræve gennemsigtighed og bedre prioriteringer bliver kaldt “angreb på velfærden”. Det er det stik modsatte! Det er kærlighed til velfærden. Vi vil have mere skole, mere ældrepleje, mere tryghed – for de samme penge.
Vi møder også en massiv træthed over den brede konstituering. Folk er trætte af, at alle skal være enige om alt. Trætte af, at man ikke må pille ved prestigeprojekter som Project Zero eller andre af byrådets hellige køer. Trætte af, at alle partier lige fra Enhedslisten til Nye Borgerlige tilsyneladende skal mene det samme. Det kvæler debatten og får det til at ligne, at der slet ikke findes alternativer.
Derfor vil vi også gerne slå det helt fast – én gang for alle:
Liberal Alliance kommer IKKE – uanset valgresultat, uanset fristelser, uanset udvalgsposter – til at pege på Erik Lauritzen eller nogen anden rød borgmester. Det er et løfte. En stemme på os er en stemme på forandring – og kan der ikke samles et blåt flertal så tager vi med glæde 4 år i opposition. Vi er klar til at samarbejde, men siger nej tak til ensretning og mundkurv.
Vil du have en ny borgmester? En frisk start? En kommune, der tør tænke nyt og bruge pengene klogt, så velfærden også er der til vores børn og børnebørn?
Så gå ned og stem på Liberal Alliance den 18. november.
God valgdag – vi ses i stemmeboksen!
Med venlig hilsen Hele kandidatholdet hos Liberal Alliance Sønderborg