Sønderborg kan godt!
En plan for mere velfærd for de samme penge

Liberal Alliance Sønderborg

Økonomisk ansvarlighed

Økonomisk ansvarlighed

Ansvarlig fornuft før symbolpolitik

Liberal Alliance tror grundlæggende på, at borgerne skal beholde flere af deres egne penge. Skattelettelser er og bliver en borgerlig-liberal mærkesag – også i kommunerne. Men i Sønderborg går vi ikke til valg på et løfte om lavere kommuneskat.

Det skyldes ikke, at vi har opgivet drømmen om lavere skat – men at vi forstår de politiske realiteter. Sønderborg er historisk en socialdemokratisk højborg, og selv blandt de partier, der kalder sig borgerlige, har der i praksis været meget lille vilje til at ændre kurs. Det parlamentariske grundlag – både som det ser ud i dag, og som det med rimelighed kan forventes efter valget – giver ikke et flertal, der reelt kan gennemføre skattelettelser.

Derfor vælger vi at bruge kræfterne dér, hvor vi kan skabe reel forandring for borgerne: Ved at levere mere velfærd for de penge, de allerede betaler.

Vores mål: En kommune, der leverer mere velfærd for pengene

Vi går til valg på at finde og frigøre 100 mio. kr. gennem effektiviseringer og en klogere drift. Det er et konservativt og realistisk mål – langt under det fulde potentiale på 562 mio. kr., som CEPOS har dokumenteret for Sønderborg Kommune i 2023.

Tallene bygger på CEPOS’ analyse fra 2023, udarbejdet med Finansministeriets og Økonomi- og Indenrigsministeriets egne regnemetoder. Analysen bakkes op af tilsvarende konklusioner fra Rockwoolfonden og VIVE, som alle dokumenterer, at Sønderborg kan drives mere effektivt uden at gå på kompromis med kvaliteten.

De 100 mio. kr. vil vi investere direkte i kommunens kernevelfærd: skoler, dagtilbud, ældrepleje, socialt udsatte og frivillige – så tæt på borgerne som muligt. Vi ønsker flere varme hænder, højere kvalitet og mere valgfrihed.

En kommune med styr på kerneopgaven

Sønderborg drives i dag dyrere end sammenlignelige kommuner – eksempelvis over 10 % dyrere end Vejle – uden at borgerne får mere til gengæld. Det viser tydeligt, at problemet ikke er manglende penge, men manglende fornuft i prioriteringerne.

Vi vil lede Sønderborg Kommune med samme professionalisme og ansvarlighed, som enhver veldrevet privat virksomhed ville forvente:

  • Gennemsigtighed i økonomien
  • Stram økonomisk styring og klare målepunkter
  • Fokus på borgernes udbytte – ikke systemets størrelse

Klog konkurrence – også til gavn for de små lokale virksomheder

Vi ser det som helt afgørende, at Sønderborg fremover lever op til de lovfæstede minimumskrav – og i mange tilfælde går længere – når det gælder konkurrenceudsættelse, udbud og prisbevidsthed.

Men konkurrence betyder ikke, at vi altid skal lave store, komplicerede EU-udbud, som kun gigantvirksomheder kan byde på. Mange opgaver kan løses bedre og billigere gennem mindre, lokalt tilpassede udbud, der giver plads til lokale aktører.

Et eksempel er rengøring på skoler: I stedet for at samle alt i ét stort udbud, kunne den enkelte skole selv vælge leverandør. Det vil åbne for, at mindre lokale virksomheder kan byde ind – og skabe både fleksibilitet og lokale arbejdspladser.

Vi samler – vi splitter ikke

Det her handler ikke om at tilfredsstille én fløj, men om at sætte en ny, samlende kurs for Sønderborg. Forandring kræver, at vi favner bredere end blot de vælgere, der hepper på skattelettelser.

Vi inviterer derfor til at finde fælles fodslag om en ny økonomisk linje for Sønderborg – én, der erstatter årtiers socialdemokratisk rutinetænkning med en borgerlig-liberal ansvarlighed, som både leverer på velfærd og økonomisk fornuft.

Det er hverken et kompromis eller et opgør med vores værdier. Det er en strategi for at vinde fremadrettet – og give Sønderborgs borgere den kommune, de fortjener.

For os er det ikke et valg mellem velfærd eller økonomisk ansvarlighed – vi vil levere begge dele. Det er sådan, vi skaber en kommune, der både er fornuftig i maskinrummet og stærk i mødet med borgerne.